- Mon ikke det er den mest brugte frase på mobilen overhovedet? Og er det ikke det, vi i virkeligheden mest bruger mobilen til; at finde hinanden? På trods af Mp3, mobil internet, kamera og kodehukommelse? Er det i virkeligheden det eneste, vi vil; vide hvor vi har hinanden?
Når jeg spadserer rundt i Tivoli med tre børn, som alle har deres egne favoritter blandt forlystelserne, så sender jeg en varm tanke til mine forældre, som i sin tid tog den samme tur med det samme antal ivrige unger – men uden først at have skrevet deres mobilnumre ned på ungernes arme. Hvordan klarede de det?
Og hvordan klarede jeg mig selv igennem min ungdoms Roskildefestivaler, pubcrawls og strandture uden at kunne lokalisere mine kammerater i mængden? Det gik jo på én eller anden måde – det er jeg et levende bevis på – men det må da have været en lidt anderledes oplevelse.
Der var vel også aftener, hvor jeg af én eller anden grund aldrig mødte dem, jeg skulle have mødt. – Men så mødte jeg nok nogen andre. Og der var da gange, hvor toget pludselig holdt stille mellem to stationer, og jeg ikke havde mulighed for at ringe og fortælle folk, at jeg var forsinket. Men så ventede de på mig lidt længere. Den slags situationer har ændret sig lidt.
Det får mig til at spekulere på, hvilken indflydelse mobiltelefonen mon egentlig har haft på vores færden. Har den givet os større bevægelsesfrihed og fleksibilitet i forhold til hinanden? Siger vi nu bare ’Jeg ringer, når jeg ta’r af sted’ eller ’Jeg ringer, når jeg er der’ og bevæger os så i det tempo og ad de omveje, vi har lyst til?
– Eller har mobiltelefonen omvendt ødelagt vores evne til at improvisere, give tid og være åbne overfor det uforudsete?
Måske er mobiltelefonen mest af alt en ny måde at knytte fællesskabet sammen på, så vi ikke længere behøver at være i det samme rum for at være fælles. Jeg har engang læst, at aber soignerer hinandens pels ikke kun for at slippe af med utøj, men også for at opbygge sociale fællesskaber. Sådan gjorde de første mennesker også.
Siden lærte vi at tale, og det gjorde det muligt at opbygge endnu større fællesskaber med en endnu større bevægelsesfrihed i forhold til gruppen.
Måske går der en direkte bevægelse fra vores forfædres soignering af hinandens pels over talesprog og til sms?
Én ting er i hvert fald sikker: På grund af mobilen færdes vi nu på en helt anden måde gennem byen og verden, end vi gjorde for bare nogle få år siden.
– Og det er helt sikkert også blevet mindre nervepirrende at styre sin børneflok rundt i en hvilken som helst forlystelsespark. Nu hvor de alle tre har de magiske og tryghedsskabende otte cifre skrevet med kuglepen på underarmen.
