Efterlyses: Mobile adfærdsregler!

Det er ikke fordi jeg er snerpet, det er det virkelig ikke. Tværtimod. Jeg har lagt øre til mangt og meget i min tid – oftere med et smørret grin end med en chokeret mine.

Men der er åbenbart grænser. Og en fredelig tirsdag eftermiddag i linje 5 føler jeg pludselig, at grænsen ikke bare er nået, men også i dén grad overskredet.

 

Jeg sidder ved vinduespladsen, en anelse klemt af en bredskuldret fyr, der har mast sig ned på sædet ved siden af mig. Og det er i og for sig okay, det må man tage med, når man kører i offentlige transportmidler. Men da hans mobiltelefon ringer, begynder situationen stille og roligt at udvikle sig i en retning, som jeg bryder mig mindre om.

 

Jeg anser generelt andre folks telefonsamtaler for et lidt privat anliggende, og selvom min holdning er under pres i disse år, har jeg som regel held til at trække mig lidt væk, når folk omkring mig uforvarende begynder at snakke i telefon.

Det har jeg ingen som helst mulighed for denne tirsdag eftermiddag i linje 5, klemt inde som jeg er mellem vinduet og min bredskuldrede medpassager.

Så jeg har egentlig ikke andet valg end at lytte med.

 

Jeg forstår ret hurtigt, at han taler med en kvinde, han ikke kender, for han præsenterer sig og spørger også til hendes navn, som han fra da af bruger flittigt, hver gang han taler til hende. Derefter begynder han at beskrive sit udseende, hvilket jeg selvfølgelig finder lidt spøjst. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke for mig selv, at ”høj og mørkhåret og med brune øjne” fremmaner et helt andet billede for mit indre blik, end billedet af den person, der sidder ved siden af mig på sædet. Selvom ingen af delene er løgn, altså.

Så spørger han til sin samtalepartners udseende, og jeg begynder efterhånden at føle mig lidt ubehageligt klemt på sædet. Men det kan blive værre.

”Hvad kan du lide?” spørger han, og det emne debatterer de så lidt frem og tilbage, mens jeg føler, at jeg er ved at få hold i nakken af at kigge demonstrativt ud ad vinduet.

Han nævner et par forskellige priser, som han ”plejer at tage”, og først da de går over til at tale om, hvor og hvornår de skal mødes, siger han endelig ”Du, ved du hvad, jeg stiger lige af bussen, så kan vi aftale nærmere”.

Endelig! Med et dybt suk synker jeg tilbage i sædet og forsøger at rette hovedet ligeud igen.

 

Jeg er i en mærkelig choktilstand. Og det er altså ikke fordi jeg er snerpet. For min skyld må folk lave lige nøjagtig de frække aftaler med hinanden, de har lyst til.

Men når de gør det, mens de maser mig mod vinduet i en bus, så føler jeg mig på en sær måde intimideret. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det er i orden.

 

Er min medpassager i sin gode ret til at føre samtaler af en meget privat karakter, selvom han sidder tæt sammen med fremmede mennesker på et offentligt sted?

Kan man det? Og hvordan forventes omgivelserne at reagere?

 

Én af mine studiekammerater sad i S-toget overfor en fyr, der via mobilen tydeligvis fik besked om, at hans far lige var død.

Hvordan forventes man at reagere, når man sidder overfor sådan en samtale? Er den for privat til at man skal blande sig, eller er man umenneskelig, hvis man ikke kondolerer eller tilbyder sin hjælp?

 

For nogle år siden, da mobiltelefonen stadig var en meget teoretisk mulighed, var telefonsamtaler noget privat. Hjemme hos sig selv talte man ikke i telefon, samtidig med at man havde gæster. Eller hvis man gjorde, så sørgede man i hvert fald for med det samme at gøre sin samtalepartner opmærksom på, at man ikke var alene i stuen.

Denne subtile fornemmelse for, hvad ”man” gør og ikke gør har selvfølgelig ændret sig efter mobiltelefonernes indtog. Det er kun naturligt.

Men mon ikke det kræver et nyt kodeks for adfærd i forbindelse med telefonsamtaler?

 

Er det f.eks. okay at tage sin telefon, hvis den ringer, når man er på restaurant?

Er det okay at tale i telefon med sin kæreste, mens andre kan høre det?

Er det okay at tale i telefon, mens man er på toilettet?

- Og hvis det er, i hvilke andre situationer er det så også okay at tale i telefon?

Kan man forestille sig, at man ringer til én af sine veninder, og hun så tager telefonen og siger ”Hej, ved du hvad, jeg ringer tilbage til dig om ti minutter, jeg er lige i seng med min kæreste”?

Efter at have delt sæde med en gigolo, der uden blusel lavede en aftale med en kunde, er jeg parat til at tro hvad som helst.

Læg en kommentar