Hvor er du henne?

juni 19, 2008

- Mon ikke det er den mest brugte frase på mobilen overhovedet? Og er det ikke det, vi i virkeligheden mest bruger mobilen til; at finde hinanden? På trods af Mp3, mobil internet, kamera og kodehukommelse? Er det i virkeligheden det eneste, vi vil; vide hvor vi har hinanden?

 

Når jeg spadserer rundt i Tivoli med tre børn, som alle har deres egne favoritter blandt forlystelserne, så sender jeg en varm tanke til mine forældre, som i sin tid tog den samme tur med det samme antal ivrige unger – men uden først at have skrevet deres mobilnumre ned på ungernes arme. Hvordan klarede de det?

Og hvordan klarede jeg mig selv igennem min ungdoms Roskildefestivaler, pubcrawls og strandture uden at kunne lokalisere mine kammerater i mængden? Det gik jo på én eller anden måde – det er jeg et levende bevis på – men det må da have været en lidt anderledes oplevelse.

Der var vel også aftener, hvor jeg af én eller anden grund aldrig mødte dem, jeg skulle have mødt. – Men så mødte jeg nok nogen andre. Og der var da gange, hvor toget pludselig holdt stille mellem to stationer, og jeg ikke havde mulighed for at ringe og fortælle folk, at jeg var forsinket. Men så ventede de på mig lidt længere. Den slags situationer har ændret sig lidt.

 

Det får mig til at spekulere på, hvilken indflydelse mobiltelefonen mon egentlig har haft på vores færden. Har den givet os større bevægelsesfrihed og fleksibilitet i forhold til hinanden? Siger vi nu bare ’Jeg ringer, når jeg ta’r af sted’ eller ’Jeg ringer, når jeg er der’ og bevæger os så i det tempo og ad de omveje, vi har lyst til?

– Eller har mobiltelefonen omvendt ødelagt vores evne til at improvisere, give tid og være åbne overfor det uforudsete?

 

Måske er mobiltelefonen mest af alt en ny måde at knytte fællesskabet sammen på, så vi ikke længere behøver at være i det samme rum for at være fælles. Jeg har engang læst, at aber soignerer hinandens pels ikke kun for at slippe af med utøj, men også for at opbygge sociale fællesskaber. Sådan gjorde de første mennesker også.

Siden lærte vi at tale, og det gjorde det muligt at opbygge endnu større fællesskaber med en endnu større bevægelsesfrihed i forhold til gruppen.

Måske går der en direkte bevægelse fra vores forfædres soignering af hinandens pels over talesprog og til sms?

 

Én ting er i hvert fald sikker: På grund af mobilen færdes vi nu på en helt anden måde gennem byen og verden, end vi gjorde for bare nogle få år siden.

– Og det er helt sikkert også blevet mindre nervepirrende at styre sin børneflok rundt i en hvilken som helst forlystelsespark. Nu hvor de alle tre har de magiske og tryghedsskabende otte cifre skrevet med kuglepen på underarmen.


Efterlyses: Mobile adfærdsregler!

juni 2, 2008

Det er ikke fordi jeg er snerpet, det er det virkelig ikke. Tværtimod. Jeg har lagt øre til mangt og meget i min tid – oftere med et smørret grin end med en chokeret mine.

Men der er åbenbart grænser. Og en fredelig tirsdag eftermiddag i linje 5 føler jeg pludselig, at grænsen ikke bare er nået, men også i dén grad overskredet.

 

Jeg sidder ved vinduespladsen, en anelse klemt af en bredskuldret fyr, der har mast sig ned på sædet ved siden af mig. Og det er i og for sig okay, det må man tage med, når man kører i offentlige transportmidler. Men da hans mobiltelefon ringer, begynder situationen stille og roligt at udvikle sig i en retning, som jeg bryder mig mindre om.

 

Jeg anser generelt andre folks telefonsamtaler for et lidt privat anliggende, og selvom min holdning er under pres i disse år, har jeg som regel held til at trække mig lidt væk, når folk omkring mig uforvarende begynder at snakke i telefon.

Det har jeg ingen som helst mulighed for denne tirsdag eftermiddag i linje 5, klemt inde som jeg er mellem vinduet og min bredskuldrede medpassager.

Så jeg har egentlig ikke andet valg end at lytte med.

 

Jeg forstår ret hurtigt, at han taler med en kvinde, han ikke kender, for han præsenterer sig og spørger også til hendes navn, som han fra da af bruger flittigt, hver gang han taler til hende. Derefter begynder han at beskrive sit udseende, hvilket jeg selvfølgelig finder lidt spøjst. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke for mig selv, at ”høj og mørkhåret og med brune øjne” fremmaner et helt andet billede for mit indre blik, end billedet af den person, der sidder ved siden af mig på sædet. Selvom ingen af delene er løgn, altså.

Så spørger han til sin samtalepartners udseende, og jeg begynder efterhånden at føle mig lidt ubehageligt klemt på sædet. Men det kan blive værre.

”Hvad kan du lide?” spørger han, og det emne debatterer de så lidt frem og tilbage, mens jeg føler, at jeg er ved at få hold i nakken af at kigge demonstrativt ud ad vinduet.

Han nævner et par forskellige priser, som han ”plejer at tage”, og først da de går over til at tale om, hvor og hvornår de skal mødes, siger han endelig ”Du, ved du hvad, jeg stiger lige af bussen, så kan vi aftale nærmere”.

Endelig! Med et dybt suk synker jeg tilbage i sædet og forsøger at rette hovedet ligeud igen.

 

Jeg er i en mærkelig choktilstand. Og det er altså ikke fordi jeg er snerpet. For min skyld må folk lave lige nøjagtig de frække aftaler med hinanden, de har lyst til.

Men når de gør det, mens de maser mig mod vinduet i en bus, så føler jeg mig på en sær måde intimideret. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det er i orden.

 

Er min medpassager i sin gode ret til at føre samtaler af en meget privat karakter, selvom han sidder tæt sammen med fremmede mennesker på et offentligt sted?

Kan man det? Og hvordan forventes omgivelserne at reagere?

 

Én af mine studiekammerater sad i S-toget overfor en fyr, der via mobilen tydeligvis fik besked om, at hans far lige var død.

Hvordan forventes man at reagere, når man sidder overfor sådan en samtale? Er den for privat til at man skal blande sig, eller er man umenneskelig, hvis man ikke kondolerer eller tilbyder sin hjælp?

 

For nogle år siden, da mobiltelefonen stadig var en meget teoretisk mulighed, var telefonsamtaler noget privat. Hjemme hos sig selv talte man ikke i telefon, samtidig med at man havde gæster. Eller hvis man gjorde, så sørgede man i hvert fald for med det samme at gøre sin samtalepartner opmærksom på, at man ikke var alene i stuen.

Denne subtile fornemmelse for, hvad ”man” gør og ikke gør har selvfølgelig ændret sig efter mobiltelefonernes indtog. Det er kun naturligt.

Men mon ikke det kræver et nyt kodeks for adfærd i forbindelse med telefonsamtaler?

 

Er det f.eks. okay at tage sin telefon, hvis den ringer, når man er på restaurant?

Er det okay at tale i telefon med sin kæreste, mens andre kan høre det?

Er det okay at tale i telefon, mens man er på toilettet?

- Og hvis det er, i hvilke andre situationer er det så også okay at tale i telefon?

Kan man forestille sig, at man ringer til én af sine veninder, og hun så tager telefonen og siger ”Hej, ved du hvad, jeg ringer tilbage til dig om ti minutter, jeg er lige i seng med min kæreste”?

Efter at have delt sæde med en gigolo, der uden blusel lavede en aftale med en kunde, er jeg parat til at tro hvad som helst.