Vi holder flyttedag

Hos Telecom Scandinavia sker der for tiden en masse spændende ting. Blandt andet lancerer vi den 2. december 2008 konceptet og subbrandet TS mobile. TS mobile er tænkt som et arbejdsredskab, som du aktivt vil kunne bruge til at finde inspiration, kompetencer og validering af mobil marketing som et reelt reklame medie.

Derfor har vi også besluttet at fremtidige artikler vil kunne findes her sammen med nyheder fra vores verden – så besøg gerne www.tsmobile.dk allerede nu!

Hvor er du henne?

- Mon ikke det er den mest brugte frase på mobilen overhovedet? Og er det ikke det, vi i virkeligheden mest bruger mobilen til; at finde hinanden? På trods af Mp3, mobil internet, kamera og kodehukommelse? Er det i virkeligheden det eneste, vi vil; vide hvor vi har hinanden?

 

Når jeg spadserer rundt i Tivoli med tre børn, som alle har deres egne favoritter blandt forlystelserne, så sender jeg en varm tanke til mine forældre, som i sin tid tog den samme tur med det samme antal ivrige unger – men uden først at have skrevet deres mobilnumre ned på ungernes arme. Hvordan klarede de det?

Og hvordan klarede jeg mig selv igennem min ungdoms Roskildefestivaler, pubcrawls og strandture uden at kunne lokalisere mine kammerater i mængden? Det gik jo på én eller anden måde – det er jeg et levende bevis på – men det må da have været en lidt anderledes oplevelse.

Der var vel også aftener, hvor jeg af én eller anden grund aldrig mødte dem, jeg skulle have mødt. – Men så mødte jeg nok nogen andre. Og der var da gange, hvor toget pludselig holdt stille mellem to stationer, og jeg ikke havde mulighed for at ringe og fortælle folk, at jeg var forsinket. Men så ventede de på mig lidt længere. Den slags situationer har ændret sig lidt.

 

Det får mig til at spekulere på, hvilken indflydelse mobiltelefonen mon egentlig har haft på vores færden. Har den givet os større bevægelsesfrihed og fleksibilitet i forhold til hinanden? Siger vi nu bare ’Jeg ringer, når jeg ta’r af sted’ eller ’Jeg ringer, når jeg er der’ og bevæger os så i det tempo og ad de omveje, vi har lyst til?

– Eller har mobiltelefonen omvendt ødelagt vores evne til at improvisere, give tid og være åbne overfor det uforudsete?

 

Måske er mobiltelefonen mest af alt en ny måde at knytte fællesskabet sammen på, så vi ikke længere behøver at være i det samme rum for at være fælles. Jeg har engang læst, at aber soignerer hinandens pels ikke kun for at slippe af med utøj, men også for at opbygge sociale fællesskaber. Sådan gjorde de første mennesker også.

Siden lærte vi at tale, og det gjorde det muligt at opbygge endnu større fællesskaber med en endnu større bevægelsesfrihed i forhold til gruppen.

Måske går der en direkte bevægelse fra vores forfædres soignering af hinandens pels over talesprog og til sms?

 

Én ting er i hvert fald sikker: På grund af mobilen færdes vi nu på en helt anden måde gennem byen og verden, end vi gjorde for bare nogle få år siden.

– Og det er helt sikkert også blevet mindre nervepirrende at styre sin børneflok rundt i en hvilken som helst forlystelsespark. Nu hvor de alle tre har de magiske og tryghedsskabende otte cifre skrevet med kuglepen på underarmen.

Efterlyses: Mobile adfærdsregler!

Det er ikke fordi jeg er snerpet, det er det virkelig ikke. Tværtimod. Jeg har lagt øre til mangt og meget i min tid – oftere med et smørret grin end med en chokeret mine.

Men der er åbenbart grænser. Og en fredelig tirsdag eftermiddag i linje 5 føler jeg pludselig, at grænsen ikke bare er nået, men også i dén grad overskredet.

 

Jeg sidder ved vinduespladsen, en anelse klemt af en bredskuldret fyr, der har mast sig ned på sædet ved siden af mig. Og det er i og for sig okay, det må man tage med, når man kører i offentlige transportmidler. Men da hans mobiltelefon ringer, begynder situationen stille og roligt at udvikle sig i en retning, som jeg bryder mig mindre om.

 

Jeg anser generelt andre folks telefonsamtaler for et lidt privat anliggende, og selvom min holdning er under pres i disse år, har jeg som regel held til at trække mig lidt væk, når folk omkring mig uforvarende begynder at snakke i telefon.

Det har jeg ingen som helst mulighed for denne tirsdag eftermiddag i linje 5, klemt inde som jeg er mellem vinduet og min bredskuldrede medpassager.

Så jeg har egentlig ikke andet valg end at lytte med.

 

Jeg forstår ret hurtigt, at han taler med en kvinde, han ikke kender, for han præsenterer sig og spørger også til hendes navn, som han fra da af bruger flittigt, hver gang han taler til hende. Derefter begynder han at beskrive sit udseende, hvilket jeg selvfølgelig finder lidt spøjst. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke for mig selv, at ”høj og mørkhåret og med brune øjne” fremmaner et helt andet billede for mit indre blik, end billedet af den person, der sidder ved siden af mig på sædet. Selvom ingen af delene er løgn, altså.

Så spørger han til sin samtalepartners udseende, og jeg begynder efterhånden at føle mig lidt ubehageligt klemt på sædet. Men det kan blive værre.

”Hvad kan du lide?” spørger han, og det emne debatterer de så lidt frem og tilbage, mens jeg føler, at jeg er ved at få hold i nakken af at kigge demonstrativt ud ad vinduet.

Han nævner et par forskellige priser, som han ”plejer at tage”, og først da de går over til at tale om, hvor og hvornår de skal mødes, siger han endelig ”Du, ved du hvad, jeg stiger lige af bussen, så kan vi aftale nærmere”.

Endelig! Med et dybt suk synker jeg tilbage i sædet og forsøger at rette hovedet ligeud igen.

 

Jeg er i en mærkelig choktilstand. Og det er altså ikke fordi jeg er snerpet. For min skyld må folk lave lige nøjagtig de frække aftaler med hinanden, de har lyst til.

Men når de gør det, mens de maser mig mod vinduet i en bus, så føler jeg mig på en sær måde intimideret. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det er i orden.

 

Er min medpassager i sin gode ret til at føre samtaler af en meget privat karakter, selvom han sidder tæt sammen med fremmede mennesker på et offentligt sted?

Kan man det? Og hvordan forventes omgivelserne at reagere?

 

Én af mine studiekammerater sad i S-toget overfor en fyr, der via mobilen tydeligvis fik besked om, at hans far lige var død.

Hvordan forventes man at reagere, når man sidder overfor sådan en samtale? Er den for privat til at man skal blande sig, eller er man umenneskelig, hvis man ikke kondolerer eller tilbyder sin hjælp?

 

For nogle år siden, da mobiltelefonen stadig var en meget teoretisk mulighed, var telefonsamtaler noget privat. Hjemme hos sig selv talte man ikke i telefon, samtidig med at man havde gæster. Eller hvis man gjorde, så sørgede man i hvert fald for med det samme at gøre sin samtalepartner opmærksom på, at man ikke var alene i stuen.

Denne subtile fornemmelse for, hvad ”man” gør og ikke gør har selvfølgelig ændret sig efter mobiltelefonernes indtog. Det er kun naturligt.

Men mon ikke det kræver et nyt kodeks for adfærd i forbindelse med telefonsamtaler?

 

Er det f.eks. okay at tage sin telefon, hvis den ringer, når man er på restaurant?

Er det okay at tale i telefon med sin kæreste, mens andre kan høre det?

Er det okay at tale i telefon, mens man er på toilettet?

- Og hvis det er, i hvilke andre situationer er det så også okay at tale i telefon?

Kan man forestille sig, at man ringer til én af sine veninder, og hun så tager telefonen og siger ”Hej, ved du hvad, jeg ringer tilbage til dig om ti minutter, jeg er lige i seng med min kæreste”?

Efter at have delt sæde med en gigolo, der uden blusel lavede en aftale med en kunde, er jeg parat til at tro hvad som helst.

Size does matter

- Eller historien om mobiltelefonen

Året er 1983 – tøjet har aldrig været grimmere og håret er proppet med hårbøjler og hårbånd. Samme år skete der et kvantespring inden for udviklingen i telefoner: Motorola lancerede Dynatac 8000X.

 

Giganternes tid

Dynatac var verdens første kommercielle håndholdte telefon og med sin vægt på kun 793 gram tillod den for første gang bæreren at komme i kontakt med folk, lige meget hvor han befandt sig. Med sine 25 cm i højden, var den tilmed lige til at have i lommen, og dens store batteri gjorde det muligt at snakke i uanede mængder af tid. – Eller, nej: Telefonen målte 25 cm uden den lange gummiantenne, og batteriet kunne holde til 60 minutters tale, før det skulle oplades i 10 timer.

Smaller is better

Alligevel var Dynatac starten på udviklingen indenfor mobiltelefonien, og i årene efter kom der flere versioner af den, indtil man i 1989 havde udviklet Motorola Microtac 9800x. Med denne model begyndte man at kunne se, hvor udviklingen var på vej hen: Smaller is better.

Op igennem 90′erne blev telefonerne gradvist mindre og mindre, og man kunne i starten af det nye årtusinde se telefoner som Samsung E880 og ikke mindst Xun chi 138, der selvfølgelig er produceret i Kina. Xun chi 138 måler 67 mm og vejer kun 55 gram og går for at være en af verdens mindste telefoner.

Usabillity styrer størrelsen

Med årtusindskiftet kom der også en ny trend, der gik imod “størrelseskrigen”: De nye telefoner begyndte, i takt med at indholdet til mobilen blev mere og mere sofistikeret, at fokusere på skærmstørrelse. I starten var det for at understøtte kamera, der efterhånden blev standard i alle telefoner, men senere hen er der kommet alle tænkelige og utænkelige applikationer til, som gør brug af telefonens større udsende – eksempelvis java spil, maps, mobilt internet og mobil-tv.

Størrelsen er fundet… måske?

Et af de nyeste og mest hypede produkter indenfor mobil teknologi er Apples Iphone, som har ændret konceptet for, hvordan vi tænker mobiltelefoner. En Iphone er mere end en telefon, det er et mobilt underholdningscenter. Samtidig har Iphone lavet en dynamisk telefon, der kan udnytte hele telefonens størrelse til display, og dette mener jeg betyder, at vi har nået en størrelse for en telefon, der kan understøtte alle de medier der er i dag, men hvem ved hvad fremtiden bringer…

 

Smartcoderne er over os…

Så ser det endelig ud til at, der for alvor begynder at komme i gang i endnu et spændende medie til mobiltelefonen: Smartcodes. I udlandet har løsningen været brugt i et stykke tid; eksempelvis mener man, at der Japan er ca. 60 millioner, der har downloadet en stregkodelæser til mobiltelefonen. Desuden kan man finde Smartcodes på visitkort, emballage, plakater, storskærme og meget andet.

Nu ser det altså endeligt ud til, at løsningen for alvor er på vej til Danmark, efter at TDC med helsides annoncer opfordrer brugere til at downloade en reader. Dette er dog ikke den første gang, at man ser de små 2D stregkoder i det danske mediebillede. I skrivende stund kender jeg til 3 spændende cases, hvor Smartcodes har været anvendt. Århus festuge 2007, var et af de første steder, hvor man kunne se små koder placeret på plakater rundt omkring i byen. Løsningen var efter sigende en succes, og man forventer, at den også skal implementeres i dette års festuge.

Struer Museum har også anvendt Smartcoderne, da de ønskede at involvere indbyggerne i historiefortællingen. Ved at sætte en stregkode op på et historisk sted i Struer, har museet skabt mulighed for, at forbipasserende via stregkoden kan få information om stedet fra internettet. Desuden er det ikke kun forbeholdt museet at sætte stregkoder op. Indbyggerne i Struer kan sætte en stregkode op på deres eget hus og bidrager på den måde til historiefortællingen i byen.  

Det sidste sted, jeg kender til, hvor Smartcodes har været anvendt i Danmark, er Aalborg Universitet, der forsøgte sig med at rekruttere studerende ved hjælp af Smartcodes og mobilsites. Du kan læse mere om løsningen her.

Disse løsninger er alle spændende, men i forhold til hvad mulighederne i teknologien er, så har vi kun set den spæde start. Se for eksempel i denne video, hvad mulighederne er. 

I denne artikel har jeg primært ladet mig begejstre af innovationen, der gør at nye medier bliver lettere tilgængelige for os almindelige brugere, og holdt mig fra negative vinkler – dem kan vi altid komme ind på senere.

Videnbank for intelligente medier har også berørt Smartcoderne, som du kan læse her.

Lige et sjovt link, hvor tøj og teknologi smelter sammen http://lendorff.kaywa.com/

Prøv selv smartcodes på din mobil – download en reader her og begynd at skyde stregkoder 

 

Fra bytteøkonomi til mobiløkonomi

Den gang vi som mennesker begyndte at handle med hinanden, var det fordi vi hver især havde noget, som andre kunne bruge, og som vi var villige til at give noget, vi havde for at få fat i. Dette gjorde, at vi senere fandt nogle mere stabile ting som mål for, hvor meget forskellige ting var værd, som eksempelvis sølv og guld. Senere hen kom egentlig valuta og endnu senere cheks og plastikkort.

I dag har vi bevæget os langt væk fra guld og sølv som betalingsmidler og lever nok snarere i det, man kunne kalde plastikalderen. Det nyeste inden for plastikkort og deres sikkerhed var, da chipdankortet blev præsenteret. Grunden til, at vi skulle skifte var, at det nye kort var mere sikkert og sværere at slide op. Personligt må jeg dog sige, at jeg på næsten daglig basis bliver bedt om at anvende magnetstriben, da terminalen ikke kan læse min chip, fordi den er for slidt. Endnu værre er det dog, når metroens betalingsautomater slet ikke vil vide af kortet og man må vove sig ud på en farefuld færd, hvor man i værste fald risikerer en 600 kr. påmindelse om, at man skal huske at betale.

Kan det virkelig passe at “fremskridtet” har gjort det sværere for os at “få lov til at betale”? Så sort ser jeg nu heller ikke på det, og der arbejdes da også på mange spændende løsninger, som skal lette adgangen til betaling i vores hverdag. På Fyn har man eksempelvis lanceret betaling af billetten via SMS, og at dømme efter brugernes mening er det da overvejende positivt. Dog må man sige, at dette stadig ikke er det optimale system, da sikkerheden relativt nemt kan omgås. Som systemet ser ud nu, kan det kun løses ved, at buschaufføren skal ud i en længerevarende valideringsproces ved billetcheck, som vil gøre, at det som minimum vil tage 1 minut at tjekke en billet. Derudover er jeg slet ikke kommet ind på, at projektet er et pilotprojekt, der kun tilbydes til TDC og Telmore kunder, og det vil være tvivlsomt, om det vil kunne løbe rundt uden den støtte projektet modtager.

Det er dog alligevel et spændende projekt, der er med til at sætte et pejlemærke om hvor vi er på vej hen – nemlig mobilen som det nye dankort. I dag har vi allerede vores mail, kalender, musikafspiller, vækkeur og tusinde andre ting i mobilen, så hvorfor ikke også vores dankort. Dette er allerede på tegnebrættet, og med NFC teknologien, som Nokia er begyndt at installere i deres nyere modeller, kan vi på sigt tage næste skridt i retningen af det mobile dankort, der skal gøre det lettere for butikkerne at få vores penge:)

Læs evt. mere her om hvordan NFC teknologien fungerer, og her kan du live se, hvordan den kan fungere. 

Hvorfor denne blog…

Vi har startet denne blog, da vi ønsker at sætte fokus på mobitelefonen som et medie, der aktivt kan bruges indenfor en række forskellige områder inden for både intern optimering og i markedsførings øjemed.

Der vil derfor løbende blive lagt spændende artikler ind, som vil omhandle bl.a. nyudviklede løsninger til mobiltelefonen og løsninger, der gør hverdagen lettere og sjovere.

Vi håber på at kunne starte en diskussion, som kan være med til at inspirere til en mere nuanceret brug af mobilen som medie, samt naturligvis også få inspiration til hvilke løsninger som netop DU synes vil være de mest geniale og som du ikke kan forstå, hvorfor ingen har tænkt på før.